KOM OG SE KUNSTSKATTEN!

UDSMYKNINGER ER NU TILGÆNGELIGE FOR ALLE

Fra juni 2012 bliver det for første gang muligt for alle interesserede selv at se Elsa Thoresen og Vilhelm Bjerke Petersens surrealistiske udsmykninger fra 1939. Ejere og lejere har besluttet at de gerne vil dele denne kulturskat med offentligheden.


Den første lørdag i hver måned frem til oktober kan man ved tilmelding på denne mailadresse få adgang til de tretten opgange og dermed de tretten malerier. Fremvisningen foregår fra kl. 10 til 11 og igen fra kl. 11 til 12. Mødestedet er ved opgang 5.

Næste gang er 7. juli 2012 kl. 10 til 11 og fra kl. 11 til 12.

DATOER FOR OFFENTLIG ADGANG 2012:

2. Juni 2012

7. Juli 2012

4. August 2012

1. September 2012

6. Oktober 2012

OM KUNSTHISTORIER OG OMVISNINGER

Dette er næstsidste indlæg fra kunstformidler Naja Pedersen på denne blog. Hvis man er interesseret i flere historier om kunst kan disse ses og læses på bloggen KUNSTHISTORIER.

Hvis man er interesseret i at få en omvisning i malerierne Ved Volden af Naja Pedersen, kan man sende en email til najapedersen@gmail.com. Prisen for en omvisning er 70 kroner pr. person (min. 5 personer) og 600 for en gruppe (max. 15 personer).

OLUF STÆHR NIELSEN

Nu er første etape af PROJEKT Ved Volden slut. Men der er stadig flere etaper tilbage. Udover istandsættelsen af opgangene, den udvendige vedligeholdelse af ejendommen, og en moderniseret renovering af gårdanlægget ligger der endnu et kunstrestaureringsprojekt ude i fremtiden.

Oluf Stæhr Nielsen (1896- 1969) udsmykkede alle gitre på indgangsdørene med små figurer af eksempelvis fisk, frøer, konkylier, muslinger og kornaks. Flere figurer er desværre fjernet og det vil derfor være et projekt at reetablere disse gitre og fastgøre de resterende figurer, så de ikke også forsvinder.

Udover denne skulpturelle udsmykning, udførte han også to vand- og klatreskulpturer til det oprindelige søanlæg i gården. De to skulpturer hed Hvalrossen og Søløven. Stærh Nielsen udførte hovederne og placerede dem på to miner. Blandt børnene blev de kaldt "de blå figurer". Minerne rustede desværre og derfor blev skulpturerne farlige for børn og blev fjernet. Men hovederne eksisterer i bedste velgående, og et fremtidigt kunstprojekt kunne være at genetablere eller genopfinde disse to skulpturer.

JUBILÆUMSPLAKATER

Dansk Financia A/S Ejendomsadministration blev oprettet for 75 år siden som selskab i 1937. Et af de første byggerier selskabet fuldførte var netop ejendommen Ved Volden. For at fejre dette jubilæum har selskabet i samarbejde med fotograf Ida Wang fået skabt og udgivet 13 smukke plakater af Elsa Thoresen og Vilhelm Bjerke Petersens 13 nyrestaurerede malerier.

Plakaterne eksisterer i et meget lille oplag. Prisen er 20 kr. pr. stk og de kan - så længe lager haves - erhverves hos ejendomsinspektør Jan Frederiksen på ejendommens kontor: kælderen ved opgang 9, hverdage mellem 8 - 12.

BØGER OG PLAKATER KAN KØBES HER:

PLAKATER OG BOG fra PROJEKT Ved Volden kan erhverves hos ejendomsinspektør Jan Frederiksen i ejendommen Ved Volden.

Adressen er:
Kælderen ved opgang 9
Indgang fra gården

Åbningstider: hverdage kl. 8 - 12
Priser:
Bog: 50,- kroner
Plakat: 20,- kroner

KUNSTFORMIDLER NAJA PEDERSENS TALE VED DEN OFFICIELLE INDVIELSE 12. MAJ 2012

NU hænger Elsa Thoresen og Vilhelm Bjerke Petersens udsmykning af Ved Volden nyrestaureret og smukt bag nyt glas, og PROJEKT Ved Voldens første etape er veloverstået. I den anledning vil jeg gerne sige noget om at blive klogere. Og om restaureringen. Og om monumentalmaleriets svære eksistensvilkår. Og om den særegne kombination af surrealisme og funktionalisme, som kan ses her.

Nu lægger vi alle mærke til dem. De tretten malerier der udgør denne udsmykning. Men i mange år har de hængt der og ikke fået opmærksomhed. De er blevet lagt i mørke, og er blevet mørke – ja, åbenbart så meget at der er beboere der har spurgt os undervejs i projektet om vi var ved at male nye malerier til opgangene.

Restaureringen har betydet at malerierne ser ud som om de var malet i går. De ser friske ud og der er dele af dem, der før var skjult, som nu er blevet synlige. Eksempler på dette er penselstrøgene der ligner fjer i himmelrummet over ørnen i opgang 1. Kvinden i træet i opgang 5, træstubben der ligner en galoche i opgang 7 og lysstrålen i skovbunden der falder under træstammen i opgang 10.  

Jeg har kendt disse malerier hele mit liv. Min mormor og morfar boede her, min mor, mostre og morbror er vokset op her og min bror, mine kusiner og fætre og jeg selv er kommet her fra vi blev født. 

Som barn forsøgte jeg at skabe en sammenhængende fortælling mellem malerierne. Men min fortælling blev forstyrret af de underlige silhuetter med mere. Jeg kan huske at jeg simpelthen ikke kunne forstå, hvorfor man ikke så den smukke prinsesse i opgang 4 forfra. Og hvorfor i alverden man skulle have den lyskegle på træets fod i opgang 5 – det er jo grimt. Og hvorfor skulle den store sommerfugl sidde midt i valmuen i opgang 9.  Disse forstyrrende elementer gjorde det smukke grimt, og punkterede hele tiden min historie. Men jeg er blevet klogere. Det er jo netop dem, der gør, at der ikke blot er tale om årstidsbilleder, men om surrealistiske malerier.

I begyndelsen af 1990erne forsøgte jeg igen at skabe en sammenhængende fortælling om udsmykningen. Jeg skrev en opgave på universitetet der bestod af to dele. Den ene del skulle være et formidlingsprodukt efter eget valg: Jeg valgte at udfærdige et udstillingsforslag. Min udstilling gik ud på at disse tretten malerier blev hængt op på Hovedbanegården. Jeg mente at det ville være deres rette element. Malerierne er store og de er komponeret til at blive set både på afstand og tæt på. Og netop fordi de er store, ville de ikke drukne i den store bygning, og de ville blive set af tusindvis af mennesker. Nogle ville haste forbi, andre ville stoppe op og se på dem. Og det er jo netop ånden i denne udsmykning. Den skal ses, den lever af at blive set på, af at vi lægger hoved på skrå og forsøger at finde mening i malerierne.

Dengang disse malerier stod færdige i 1939 har der formentlig boet ca. 600 mennesker i ejendommen Ved Volden og her har været et mylder af liv og bevægelse. Nogle beboere er gået forbi, men andre er stoppet op for at se på dem. 

Det var kunstnernes mål, at deres kunst skulle ses af mange mennesker. Man kan sige at de i en form for utilfredshed med de eksisterende kunstinstitutioner ville bringe kunsten ud til folket – ud til dér hvor folket er. Og det er i skolerne, i børneinstitutionen, i fabrikskantinen og i boligerne.

Der blev ikke nogen udstilling på Hovedbanegården – for jeg blev klogere. Malerierne kan ikke fjernes fra væggene her uden at blive ødelagt. De hører til i dette byggeri. 

Den anden del af min opgave tilbage i 1990ernes begyndelse handlede om surrealismens internationale udvikling, om den danske kunstnergruppering Linien og om det dramatiske brud mellem de surrealistiske kunstnere i Danmark Og om Vilhelm Bjerke Petersen. Hvorfor kun een kunstner, tænker I måske. Fordi jeg havde ladet mig overbevise af en overbevisende billedkunstner om at Elsa Thoresen blot havde assisteret Vilhelm Bjerke Petersen i udførelsen af malerierne. Og intet andet. Men jeg er blevet klogere. Der er en årsag til at Elsa Thoresens signatur er på ni af malerierne her. For Elsa Thoresen var ikke bare kunstnerens hustru og assistent. Hun var selv kunstner med en seks år lang uddannelse i flere lande bag sig. Og sammenligner man denne udsmykning med de senere ejendomsudsmykninger Vilhelm Bjerke Petersen udfører alene, kan man tydeligt se forskellen.

Undervejs i processen med at restaurere og afbilde malerierne er vi gang på gang stødt ind i problemet med at det er svært at komme på afstand af malerierne. De er ikke placeret som man ville placere dem på et museum med rigelig plads rundt om, så beskueren kan stå og meditere. Disse malerier er placeret i trapperum, i et funktionalistisk byggeri. Det ligger den funktionalistiske tankegang fjernt at skabe ekstra plads til kun at se på kunst. Den funktion en trappeopgang skal udfylde er at sætte folk i stand til at komme til og fra deres lejligheder.

Funktionalisme og surrealisme er på papiret et umage par. Det faktabaserede og det fantasifyldte. Men det fantastiske ved dette byggeri er, at det faktisk ikke skader malerierne. Tværtimod. Netop surrealistiske kunstnere som Vilhelm Bjerke Petersen og Elsa Thoresen udfolder nogle komplekse lege med virkelighed og fantasi i deres værker. Man kommer til tro at deres malede verden er rigtig, og at den virkelige verden indeholder mere end vi er vant til at se.

Derfor er det ikke en ulempe men en fordel at vi fysisk befinder os så tæt på kunsten. Det gør den til en del af vores verden og hverdag og ikke til en genstand for kontemplation.

Når man befinder sig så tæt på, kommer man nemt til at ridse overfladen med sin paraply. Der er heldigvis glas på, men så skal fryseren udskiftes og bæres forbi eller sofamøblementet og så videre. De nyrestaurerede malerier er en gave, og gaver er dejlige at få, de spreder glæde, men med dem følger også et ansvar. Et ansvar for at der bliver passet på gaven. Dette ansvar hviler selvfølgelig ikke kun på ejendomsselskabet eller bestyrelsen, men på alle dem der modtager gaven - nemlig jer beboere.

Sådan er det også med monumentalkunst. Ansvaret hviler på ejernes ryg. Ejer man en historisk bygning eller har man en stendysse stående på sin mark, er der alle mulige regler, der gør sig gældende. Udsmykninger som denne kan dog ikke fredes for sig. Hvis bygningen fredes, fredes malerierne med. Men så længe det ikke er tilfældet er malerierne ikke underlagt nogen som helst beskyttende lovbestemmelser. De er afhængige af jeres æstetiske sans og historiske bevidsthed og af glade givere som Erik Olesens Ejendomsselskab A/S.

Så lad mig understrege, hvor fantastisk det er, at I har fundet sammen beboere med blik for disse malerier og et ejendomsselskab med interesse for kunst og viljen til at støtte.

Med formidlingspublikationen Vilhelm Bjerke Petersen og Elsa Thoresen UDSMYKNINGER Ved Volden 1939 har jeg igen forsøgt mig med en sammenhængende fortælling om denne udsmykning. Færdig med disse to kunstnere og deres værker bliver jeg nok aldrig. Men undervejs er jeg blevet meget klogere.

VILHELM BJERKE PETERSEN

Del af udsmykning Birkerød Statsskole 1930.
Tilhører nu Fyns Kunstmuseum.

Vilhelm Bjerke-Petersen bliver født i 1909. Tidligt vidste han, at han ville være kunstner. Der er ingen tvivl om at han er blevet påvirket af samtaleemner og gæster i barndomshjemmet.

Faderen var kunsthistorikeren Carl V. Petersen (1868-1938), kunstanmelderen og direktør for Hirschsprung Samling fra 1923. Faderens arbejde betød bl.a. at Vilhelm Bjerke Petersen som 9-årig så Villumsens store maleri Aftensuppen (1918), og det gjorde så stort et indtryk på ham, at han har fortalt at han så citrongult i et helt år derefter.

Vilhelm Bjerke-Petersen gik på Birkerød Statsskole. Men han vidste meget tidligt at han ville være kunstner. Som 16-årig får han undervisning i maleri af familiens ven kunstneren William Scharff. I 1926-27 går han på Harald Giersings maleskole og i foråret 1927 modtager han undervisning i tegning hos P. Rostrup Bøyesen. Altsammen som en forberedelse til optagelsesprøven på akademiet.

Vilhelm Bjerke-Petersen og hans far var meget kritiske overfor det danske kunstakademi i København og den linie, som man fulgte der. De mente simpelthen, at det var for gammeldags. Formentlig derfor søger Vilhelm Bjerke-Petersen til kunstakademiet i Oslo, hvor han går fra efterår 1927 til foråret 1929 og modtager undervisning af Axel Revold, Henrik Sørensen og Alf Rolfsen.

 Uden titel, 1931.

At Bjerke Petersen går på akademiet i Olso betyder også, at han møder og knytter venskaber med studerende fra de andre nordiske lande, blandt andet Esaias Thorén, Elsa Thoresen og Harry Carlsson. Der er ingen tvivl om, at han er meget internationalt orienteret. Han er på udstillingsbesøg i Berlin og Hamborg inden 1926, og i 1929 foretager han en længere studierejse til Paris. Fra 1930 til 1931 går han – som den eneste dansker – på Bauhaus skolen i Dessau, hvor han modtager undervisning af Wassily Kandinsky og Paul Klee.

En af de kunstformer der især optager Bjerke Petersen er vægmaleriet. Det er ikke blot traditionen fra de gamle freskoer og kalkmalerier i kirkerne der inspirerer ham. Nej, det er de store mur og gavlmalerier, som den mexikanske kunstner Diego Rivera vækker til live igen fra begyndelsen af 1920erne. Også den norske tradition for monumentalmaleri og udsmykning af offentlige bygninger - kaldet Freskoepoken, som blandt andet professor Axel Revold er involveret i - inspirerer Bjerke Petersen.

I sommeren 1930 udfører Bjerke Petersen naturalistiske vægdekorationer på (sin gamle skole) Birkerød Statsskole. Her stifter han bekendtskab med en yngre studerende Ejler Bille. De to blev venner, og siden inddrages også Richard Mortensen i kredsen. Vilhelm Bjerke-Petersen introducerer de to venner for de nyeste ideer fra den internationale kunstscene. I 1934 stifter de den abstrakt-surrealistiske kunstnergruppe Linien, og Bjerke Petersen bliver redaktør af gruppens tidskrift Linien fra 1934-35.

Vilhelm Bjerke Petersen udgav i 1933 den kunstteoretiske bog Symboler i abstrakt kunst. I 1934 udgav han den kunstteoretiske bog Surrealismen. I denne bog beskriver han sin ændrede opfattelse af surrealismen, hvilket fører til voldsomme diskussioner med Bille og Mortensen og sidenhen et brud.

Fra 1935 er Bjerke Petersen redaktør af sit eget tidsskrift Konkretion. Han bevæger sig over i en figurativ surrealisme og begynder at arbejde med billeder i billedet i form af silhuetter og freudianske symboler. Han har tilsluttet sig kommunismen og ønsker at bruge kunsten til at revolutionere verden, menneskene og tilværelsen. Hans metode er at placere kunsten dér, hvor menneskene befinder sig - på arbejdet og i hjemmet. I 1935 gifter han sig med den amerikanske / norske kunstner Elsa Cecilie Thoresen (1906-1994). Sammen får de to børn.

Vilhelm Bjerke Petersen er meget bevidst omkring den stil, han benytter i sine malerier. Den minder om tidens ugebladsillustrationer: Figurativ og genkendelig, romantiserende og idealistisk. Og på den måde håber han at få sit budskab lettere igennem til beskuere der ikke er vant til at se på moderne kunst.

I 1944 må Bjerke Petersen og hans familie flygte til Sverige pga. en collage der gør grin med Hitler. I Sverige har Bjerke Petersen et stort netværk, da han igennem flere år har arbejdet sammen med kunstnerne i Halmstadgruppen. Efter krigen rejser familien til USA, hvor Elsa Thoresen har familie, men i 1947 tager Bjerke Petersen tilbage til Sverige. Elsa Thoresen bliver i USA med børnene og de bliver senere skilt.

I 1948 grundlægger han Moderna Konstskolan i Stockholm, der fra 1955 kommer under Stockholms Universitet. I 1951 indgår han en aftale med Rörstrands Porslinsfabrikker om keramisk formgivning, og indgår i en større industriel produktion. Desuden udfører han udsmykninger til Halmstad Bibliotek og sportshal. I Sverige bevæger han sig stilmæssigt over i en mere abstrakt og geometrisk baseret stil, men stadig også med genkendelige elementer indimellem.

Vilhelm Bjerke Petersen gifter sig igen med den svenske skuespiller og sangerinde Eva-Lisa Lennartson i 1953. Han dør i Sverige i 1957 og begraves på Bispebjerg Kirkegaard i København.

NYT OM VILHELM BJERKE-PETERSENS UDSMYKNINGER...

DET VISER SIG at Vilhelm Bjerke Petersen har udsmykket endnu en ejendom. Udover ejendommen Ved Volden (som han udsmykker sammen med Elsa Thoresen i 1938-39) og ejendommen Solbjerggaard (som han alene udsmykker i 39-40), udfører han også malerier til ejendommen Solgaarden på Østerbro i København.

Solgården er tegnet af arkitekt Henning Hansen (1880-1945). Han udformer ejendommen, således at samtlige lejligheder får mest mulig sol. 'Solen' er derfor også hovedmotivet i Bjerke-Petersens udsmykninger til denne ejendom. Disse udsmykninger er fra begyndelsen af 1940erne. De er stilmæssigt meget forskellige fra de to lidt tidligere udførte ejendomsudsmykninger.

Solgaarden står ikke nævnt i nogle af de optegnelser der eksisterer over Vilhelm Bjerke-Petersens kunstneriske virke. Og det er muligt at der findes flere ejendomme, han har udsmykket. Kender du til en udsmykning af Vilhelm Bjerke-Petersen, vil vi meget gerne høre om den!

KVINDE I TRÆ



Vilhelm Bjerke-Petersen: En Hændelse Bag Klitten, 1940.

EFTER RESTAURERINGEN AF MALERIERNE VED VOLDEN er flere spændende ting i billederne, dukket frem. En af disse handler om et træ. Nemlig træet i nr. 5. Eller rettere træstammen.

Pludselig er det blevet synligt at den øverste del af det krogede gamle træs stamme / grene minder meget om en kvindetorso. Eller som i en Rorschach test ser man måske træet halvdelen af gangene og kvindetorsoen den anden halvdel. 

I Bjerke-Petersens øvrige værker fra denne figurative surrealistiske periode, kan man blandt andet se, at han genbruger motivet med trækvindetorsoen - i lettere bearbejdet form - i andre malerier.

I 1940 malede Vilhelm Bjerke-Petersen maleriet En Hændelse Bag Klitten. Det viser os et stenet klitlandskab med forskellige former for vegetation, blandt andet to vindbidte træer. I kronen på det forreste træ gemmer sig en habitklædt mand. Skyggen han står i, hatten og det at han har den ene hånd i lommen gør at han minder om en gangster - eller blot en der ikke har helt reelle hensigter.

Træets krogede stamme der har form som en kvinde, forsøger forgæves at flygte fra ham. Men det er en forgæves flugt, da de for evigt vil være forbundet. Det er modsætninger som mand/kvinde, natur/ civilisation og fri/ fanget der kæmper her. For måske flygter hun slet ikke - måske danser hun lystig rundt som naturens frie fugl, mens han er fanget både i sit tøj og sit mørke.

INTERVIEW MED FOTOGRAF Ida Wang: ”DER FOREGÅR EN KAMP MELLEM ARKITEKTUREN OG MALERIERNE VED VOLDEN”!

<><><><> <><><>

Fotograf: Cecilie Krogh

FOTOGRAF IDA WANG ER NETOP BLEVET FÆRDIG MED FOTOGRAFERINGEN AF SAMTLIGE MALERIER VED VOLDEN. NÅR FOTOGRAFEN SER GENNEM LINSEN I SIT KAMERA (for kendere et kamera Canon EOS1D MARKIV), HAR HUN I DEN GRAD FOKUS PÅ MALERIERNE. NAJA PEDERSEN HAR INTERVIEWET IDA WANG OM HENDES OPLEVELSE AF OPGAVEN, MALERIERNE OG ARKITEKTUREN.

Hvilken førstegangsoplevelse havde du af malerierne?
Jeg fik to indtryk. For det første at malerierne ikke passede ind i arkitekturen. Og for det andet, hvilken vild luksus det må være at have så smuk kunst i en almindelig opgang her på Christianshavn. Det må være fantastisk at gå ind ad døren – og vitterlig gå ind i stor kunst: Vidunderligt!

Hvordan ser du malerierne, når du ser gennem kameralinsen?
Jeg ser linjer, lys og skygge – ren abstraktion. Jeg leder efter kompositionen i mine fotografier. Jeg prøver på at få formerne til at gå op i en højere enhed og leder efter meningen med hvorfor maleriet lige netop hænger her. Kameraet er forbundet med computeren og jeg gennemgår efterfølgende fotografierne - meget konkret - på computeren. På den måde sikrer jeg mig, at jeg har det hele med, og samtidig bliver udvælgelsen af det endelige fotografi lettere. Det er min intention at få fotografiet til også at blive et kunstværk. Det er ikke altid, det lykkes, men det er altid det, jeg stræber efter i mit arbejde.

Da vi første gang talte sammen om fotograferingen, sagde du, at du gerne ville inddrage rummet og arkitekturen. Hvorfor det?
Her hvor malerierne hænger, kan de ikke flygte – de er skabt til stedet – derfor opleves de sammen med arkitekturen. Materialet, linjerne, terrassogulvet - alt hænger sammen. I modsætning til eksempelvis Per Kirkebys loft til Den Sorte Diamant, der slet ikke behøver arkitekturen.

Her (Ved Volden) er smukt, selvom her er slidt og de nye postkasser skæmmer. Det hele er oprindeligt skabt med overskud. Ordentlige træsorter, kugledørhåndtag – alt er lavet med overskud. Her er rene linjer overalt – med smukke buer. Man har ikke valgt den nemme (eller billige) vej. Her er tænkt over det hele - selv over lysindfaldene.

Du har allerede sagt at malerierne ikke passer ind i arkitekturen. Kan du uddybe det?
Nogle steder spiller rummet mere MED end andre steder. Rummet fungerer egentlig mere som en kontrast til malerierne. Malerierne går imod rummet og trodser dem. Og fordi malerierne hænger her, bliver de set. Men det er et ’envejssyn’, og mange beboere har tilsyneladende slet ikke lagt bemærket malerierne (Også fotografen er blevet spurgt af beboere, om hun er i færd med at skabe nye malerier til opgangene) – og dermed må man konstatere, at rummet modarbejder billederne.

Det er synligt at malerier og rum er fra samme tid (periode) – for de er præget af den samme enkelthed. Men samtidig er der en spænding – det er som om der foregår en kamp mellem arkitekturen og billedkunsten. Som om de trækker i hver sin retning, samtidig med at de passer rigtig godt sammen. I tidernes morgen (da de blev skabt i 1938/39) var de en stor provokation. Og nu ligger de (arkitektur og billedkunst) sammen som i flødeskum – de er med tiden vokset sammen.

Har du gjort dig tanker om belysningen?
Ja, jeg vil fremhæve det lys, der er i malerierne – jeg belyser dem derfor mere. Jeg vil vise billederne klart og rent, undgå refleksioner, gengive farverne rigtigt og vise billederne i deres helhed, således at man også kan fornemme strøgene.

Malerierne hænger de fleste steder i mørke, og jeg forsøger at skabe et naturligt lys for dem. Men det er svære lysforhold. De er jo ikke placeret udenfor, så det naturlige lys bliver naturligvis kunstigt. I dette lys er det svært at læse dem optimalt. Jeg kaster lyset op mod loftet, således at det spreder sig blødt i hele rummet.

Har det kunne lade sig gøre, som du først forestillede dig det?
Ja og nej. Ja, det kunne lade sig gøre, fordi grundideen med naturligt rent lys holder. Her er ikke behov for dramatik. Og nej, det kunne ikke helt lade sig gøre, fordi der skal ekstra lys til. Opgangene er nemlig fyldt med hjørner og indhak og alternative lyskilder. Det var nemmest i de opgange, hvor den store lyskilde – hoveddøren - er placeret lige foran malerierne (opgang 6, 7, 8).

Du har som en af de få – måske den eneste – fotograferet malerierne med og uden glas. Kan du beskrive hvordan det er?
Med glas for kommer der refleksioner og spejlinger. Det er MEGET lettere uden glas. Det bliver simpelthen et andet projekt med glas. Og det kan man også se nu hvor glasset er på igen i flere opgange.

Under vejs spurgte jeg dig om du havde et favoritmaleri, og du svarede: Ja, dét jeg tager billeder af netop nu. Nu hvor fotograferingen er overstået, har dette så ændret sig? Er der et maleri eller en detalje af et maleri, som står særlig stærkt?
Det er simpelthen så svært at vælge ét billede ud. Men hvis du holder mig en pistol for panden, så vil jeg sige at de billeder, der hænger i opgang 4 og 13 sætter mest i gang hos mig. De er måske ikke de kunsterisk bedste, men af én eller anden grund, så rør de mig på en helt særlig måde. De har en længsel og en eventyrlyst i sig, som taler til noget i mig. Sjovt nok er det også billedet i opgang 4, som har været sværest at fotografere, fordi det hænger i mørke. Det har været lidt af en kamp og har nok også medvirket til, at jeg har fået et helt særligt forhold til det.

Læs mere om Ida Wang her

NU ER GLASSET SAT PÅ SAMTLIGE MALERIER!



Eske Jul og Thomas Persson igang i opgang 13.

Snedker Eske Jul og glarmesterlærling Thomas Persson fra Glarmester HENNING FRESE og SØN A/S har nu sat glas på de sidste malerier Ved Volden. Det drejer sig om opgang 4 og opgang 11, 12 og 13. Der er sat gummilister rundt i kanterne, glasset er forsigtigt transporteret fra bilen til maleriet, det er blevet pudset, og derefter sat op. MEN alle glas er sat midlertidigt fast, da messinglisterne, der skal indramme glasset, lige skal pudses først. Og da det drejer sig om RET mange meter messing, er det en maskine, der gør det.

Hvis man synes, at malerierne ser anderledes ud end før de blev renoveret, er dette korrekt. Nu kan man jo se detaljer, der før var skjult af tidens tand og mørke. Men også det nye glas er med til, at vi nu kan se malerierne på en helt anden måde end tidligere.

Glasset er til en vis grad refleksfrit, og derfor kan man nu - istedet for at se sig selv spejlet i maleriet - rent faktisk se både farvenuancer og penselstrøg. Man vil stadig kunne se dele af trapperummet (der hvor lysindfald udefra oplyser rummet) spejle sig i glasset.

"Glasforandringen" er tydeligst i opgang 4. Her har det altid virket som om, at maleriet er udformet specifikt til dette store trapperum. Det er det eneste maleri, hvor en del af et modernistisk arkiteturelement (trappen og det plateau kvinden står på) optræder. Maleriet ligner en bevidst fortsættelse af rummet og den bevægelse beskueren (beboerne eller den besøgende) har foretaget sig for at komme ind i opgangen.  Med spejlingen var det som om, at man selv trådte ind i maleriet ved siden af kvinden.

Nu hvor det nye glas er sat i, er man ikke længere kropsligt tilstede i maleriet - men blikket følger stadig kvinden i den lilla kjole og fuglen der flyver ude i friheden.

STATUS FRA KONSERVATOREN: Det slemmeste er vandskaderne!

KONSERVATOR Britt Christmas-Møller har været samtlige malerier igennem. Fotografierne i dette indlæg er hendes registreringer af nogle af de mest forekommende skader.

MEN FØRST EN VÆSENTLIG OPDAGELSE: Alle malerier er malet på lærred! Nogle har måske været i tvivl om dette, men konservatorerne kan nu slå fast, at der er tale om malet lærred, der er limet op på væggen. I opgang nr. 1 kan man tydeligt se at det er lærred, eftersom det buler ud flere steder. Dette skyldes ikke en skade på lærredet, men at væggen bagved har slået sig.

Britt Christmas-Møller kan desuden konstatere, at lærrederne har fået en god grundering og at kunstnerne må have brugt solide materialer. Dette er en af årsagerne til at de trods de mange år har klaret sig så godt, som de rent faktisk har.

KONSERVATORERNE, der også tæller Dawid Poplawski, har nu færdiggjort rensningen af malerierne. De værste skader er vandskaderne. Stederne med afskalninger er blevet udkittet. Næste skridt er at fernisere malerierne.

Fra opgang 1

Detalje fra Opgang 1

Detalje fra  Opgang 3 

Detalje fra Opgang 4

Detalje fra Opgang 4

Detalje fra Opgang 6

Detalje fra Opgang 6

HVOR SNAVSET KAN SÅDAN ET MALERI BLIVE?

Svaret på ovenforstående spørgsmål er: ”MEGET”! Også selvom maleriet er beskyttet af glas. På fotografiet her ses konservator Britt Christmas-Møller's hånd med et af de vigtigste arbejdsredskaber i restaureringsprocessen. Den ligner en forstørret vatpind. Som det fremgår af fotografiet til venstre er rensepinden efter blot få strøg over billedfladen, allerede helt gråsort af snavs.

Bevæbnet med et større antal rensepinde sidder Britt Christmas-Møller og hendes medarbejder konservator Dawid Poplawski og renser maleriet i opgang 2 i ejendommen Ved Volden. Rensningen er første led i restaureringsarbejdet. Britt Christmas-Møller er Cand. Scient. Cons. og indehaver af firmaet Konserveringsværkstedet. Det er hende, der leder restaureringsarbejdet Ved Volden.

Ved forundersøgelsen i august 2009 stod det klart for Britt Christmas Møller, at de 13 malerier Ved Volden kun kan flyttes fra stedet med meget stor risiko for at der sker skade på både billeder og bygning. Derfor foregår restaureringen på stedet.

Konserveringsværkstedet konserverer og restaurerer malerier på lærred og træ – både moderne og ældre malerier. Desuden tager de sig af restaurering af antikke forgyldte prydrammer. Værkstedet samarbejder med Bruun Rasmussens kunstauktioner i forbindelse med aktiviteter før, under og efter auktioner. Herudover udfører værkstedet opgaver for private, herregårde, slotte, fonde og som i dette tilfælde ejerforeninger.

Da billederne Ved Volden udgør store flader, og man skal arbejde meget præcist, tager de to konservatorer en side hver af maleriet. Allerede efter to opgange kan Britt Christmas-Møller konstatere, at malerierne er mest beskidte i den side, der er tættest på hoveddørene. Dette fortæller os at rammerne formentlig ikke har sluttet tæt nok om billederne. Muligvis fortæller snavset os også, at de nye automatiske dørmekanismer med en længere lukketid, åbner for mere snavs end man kan se med det blotte øje.

FORUNDERSØGELSEN i 2009

Ved forundersøgelsen af malerierne i 2009 kunne konservator Britt Christmas-Møller bl.a. konstatere at malerierne især havde været sårbare overfor fugt og vandskader. Men også rammerne har visse steder skadet billederne. Af forskellige årsager er glasset i flere opgange sunket ned. Med det resultat at det presser sig mod billedfladen. Da glasset med årene er blevet beskidt, indebærer dette at skidt er blevet presset hårdt mod billedernes og dermed har sat sig på dem.

Fotografierne her er fra forundersøgelsen af maleriet i opgang 10. På øverste fotografi ses konservatoren ifærd med at undersøge, hvor beskidt himlen i silhouetten er. På de efterfølgende to detaljefotografier ses de hvordan rammen har sat mærker og slidt på billedet. På det tredie detaljefotografi fra opgang 10, er det tydeligt at billedet er skæmmet af striberne.

Alle fotografier i dette indlæg er taget af kunstformidler Naja Pedersen

GLASSET ER VÆK

Nu er glas og metalrammer foran og omkring malerierne i opgang 1 og 2 taget ned. For os der kender disse malerier så godt, er det en fryd at se dem befriet for - hvad der tydeligvis med årene har forvandlet sig til - en meget snavset hinde oven på billederne. At glasset er væk gør en synlig forskel! Pludselig er farverne klarere og friskere at se på.

OG man får voldsomt lyst til at se og genopdage malerierne med sine hænder. Men hvert eneste fingeraftryk efterlader spor på billedet, der langsommeliggør eller direkte forhindrer restaureringsprocessen. Derfor må man bekæmpe sine lyster, og placerer hænderne på ryggen eller i bukselommen, når man går forbi.

Glarmester Lasse Witthøfft og hans lærlinge fra Frese & Søn as har bygget fine, lette og flytbare vægge, der kan beskytte billederne mod stød fra flytninger, indkøbsposer, forskellige køretøjer og nysgerrige fingre.

Firmanavnet Frese er kendt, dels fordi det er et veletableret firma fra 1939 med stolte traditioner. Og dels fordi glarmesterslægten Frese, siden den indvandrede fra Friserland[1] for mere end fem generationer siden, har været særdeles synligt i det Københavnske erhvervsliv.

Det kendteste medlem af slægten Lauritz Frese fik otte børn, heraf 3 drenge der alle blev uddannet glarmestre. De to brødre Mogens og Jørgen overtog firmaet på H.C. Ørstedsvej, hvor det ligger den dag i dag. Den 3. bror Henning etablerede sig med egen forretning i indre by i 1939, og flyttede forretningen til Kattesundet i 1965. Lasse Witthøfft overtog forretningen i 2006. Så glasset Ved Volden kunne ikke være i mere kompetente hænder!

Læs mere om firmaet Frese & Søn as her

---

[1] Friserland er det område, der ligger ved Vadehavet og strækker sig fra Nederland, over Tyskland og op i Danmark

PROJEKT Ved Volden er igang!

I Ejendommen Ved Volden på Christianshavn gemmer sig 13 unikke udsmykninger fra 1938-1939 udført af kunstnerne Vilhelm Bjerke-Petersen (1909-1957) og Elsa Thoresen (1906).

Takket være en generøs donation fra Erik Olesens Ejendomsselskab A/S påbegynder Ejerforeningen "Ved Volden" nu PROJEKT Ved Volden, der går ud på:

1) at restaurere billederne således at de kan bevares for og til eftertiden

2) at oplyse om udsmykningernes eksistens

Konservator Britt Christmas-Møller vil lede restaureringen af malerierne frem til ca. 1. november 2011, glarmester Lasse Witthøfft / Frese & Søn as vil stå for udskiftningen af glas og rammer, fotograf Ida Wang vil fotografere samtlige malerier med henblik på en formidlingspublikation og kunstformidler Naja Pedersen vil holde alle opdaterede om projektet på denne blog.

Her på bloggen kan du følge med i restaurerings-, bevarings- og formidlingsprocessen, stille spørgsmål og kommentere på projektet - eller tilføje oplysninger. God Fornøjelse!