søndag den 21. august 2011

DRØMMEBOLIG TIL DET MODERNE MENNESKE

Da man i midten af 1930’erne planlagde opførelsen af ejendommen Ved Volden på Christianshavn drømte man om at skabe et beboelsesbyggeri for det moderne menneske. Intentionen var at bygge boliger der forenede det funktionelle med det æstetiske.




Bygherren sagfører F.C. Boldsen (1877-1954) var en foretagsom og kunstelskende mand, kendt for sit ønske om at ville hjælpe arbejderne til anstændige og tidssvarende boligforhold. Han stiftede boligselskabet KAB – Københavns almindelige boligselskab - i 1920. I 1934 oprettede KAB et ejendomsaktieselskab, der 18. marts 1937 fik sit navn Dansk Financia A/S og bl.a. påbegyndte byggeriet af ejendommen Ved Volden.
Arkitekterne var Tyge Hvass (1885-1963) og Henning Jørgensen (1883 – 1973). Tyge Hvass er bl.a. kendt for J. F. Willumsens Museum (1957). Henning Jørgensen er bl.a. kendt for villaen Abellund (1930) der gav ham C. F. Hansen Medaljen.
Sammen virkeliggjorde de drømmen i ejendommen Ved Volden, hvor samtidskunstneriske udtryk og moderne teknik og faciliteter blev til en helhed.
Kunstnerne Vilhelm Bjerke-Petersen, Elsa Thoresen og Olaf Stæhr Nielsen blev valgt til at udsmykke bygningerne. Vilhelm Bjerke-Petersen (1909-1957) og Elsa Thoresen (1906) stod for malerierne i opgangsrum og Olaf Stæhr Nielsen (1896-1969) stod for den skulpturelle udsmykning af gadedøre.
Vilhelm Bjerke-Petersen og Elsa Thoresen er kendt som fremtrædende repræsentanter for den danske surrealisme – mere bestemt den gren der med en skinbarlig realisme synliggjorde det ubevidste og irreale. Olaf Stæhr Nielsen er en af Danmarks fremmeste billedhuggere bl.a. kendt for facaderelieffet Videnskabens træ (1949, 1960) på Århus Universitet.
De tre kunstneres organiske former indgår i Ved Volden et unikt og kontrastrigt samspil med den arkitektoniske funktionalismes drøm om en rationel og menneskeskabt fremtid.
Ejendommen Ved Volden er et sjældent eksempel fra 1930erne på det idealistiske partnerskab mellem arkitektur og kunst – og er, den dag i dag, stadig en drømmebolig for moderne mennesker.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar