KVINDE I TRÆ



Vilhelm Bjerke-Petersen: En Hændelse Bag Klitten, 1940.

EFTER RESTAURERINGEN AF MALERIERNE VED VOLDEN er flere spændende ting i billederne, dukket frem. En af disse handler om et træ. Nemlig træet i nr. 5. Eller rettere træstammen.

Pludselig er det blevet synligt at den øverste del af det krogede gamle træs stamme / grene minder meget om en kvindetorso. Eller som i en Rorschach test ser man måske træet halvdelen af gangene og kvindetorsoen den anden halvdel. 

I Bjerke-Petersens øvrige værker fra denne figurative surrealistiske periode, kan man blandt andet se, at han genbruger motivet med trækvindetorsoen - i lettere bearbejdet form - i andre malerier.

I 1940 malede Vilhelm Bjerke-Petersen maleriet En Hændelse Bag Klitten. Det viser os et stenet klitlandskab med forskellige former for vegetation, blandt andet to vindbidte træer. I kronen på det forreste træ gemmer sig en habitklædt mand. Skyggen han står i, hatten og det at han har den ene hånd i lommen gør at han minder om en gangster - eller blot en der ikke har helt reelle hensigter.

Træets krogede stamme der har form som en kvinde, forsøger forgæves at flygte fra ham. Men det er en forgæves flugt, da de for evigt vil være forbundet. Det er modsætninger som mand/kvinde, natur/ civilisation og fri/ fanget der kæmper her. For måske flygter hun slet ikke - måske danser hun lystig rundt som naturens frie fugl, mens han er fanget både i sit tøj og sit mørke.

INTERVIEW MED FOTOGRAF Ida Wang: ”DER FOREGÅR EN KAMP MELLEM ARKITEKTUREN OG MALERIERNE VED VOLDEN”!

<><><><> <><><>

Fotograf: Cecilie Krogh

FOTOGRAF IDA WANG ER NETOP BLEVET FÆRDIG MED FOTOGRAFERINGEN AF SAMTLIGE MALERIER VED VOLDEN. NÅR FOTOGRAFEN SER GENNEM LINSEN I SIT KAMERA (for kendere et kamera Canon EOS1D MARKIV), HAR HUN I DEN GRAD FOKUS PÅ MALERIERNE. NAJA PEDERSEN HAR INTERVIEWET IDA WANG OM HENDES OPLEVELSE AF OPGAVEN, MALERIERNE OG ARKITEKTUREN.

Hvilken førstegangsoplevelse havde du af malerierne?
Jeg fik to indtryk. For det første at malerierne ikke passede ind i arkitekturen. Og for det andet, hvilken vild luksus det må være at have så smuk kunst i en almindelig opgang her på Christianshavn. Det må være fantastisk at gå ind ad døren – og vitterlig gå ind i stor kunst: Vidunderligt!

Hvordan ser du malerierne, når du ser gennem kameralinsen?
Jeg ser linjer, lys og skygge – ren abstraktion. Jeg leder efter kompositionen i mine fotografier. Jeg prøver på at få formerne til at gå op i en højere enhed og leder efter meningen med hvorfor maleriet lige netop hænger her. Kameraet er forbundet med computeren og jeg gennemgår efterfølgende fotografierne - meget konkret - på computeren. På den måde sikrer jeg mig, at jeg har det hele med, og samtidig bliver udvælgelsen af det endelige fotografi lettere. Det er min intention at få fotografiet til også at blive et kunstværk. Det er ikke altid, det lykkes, men det er altid det, jeg stræber efter i mit arbejde.

Da vi første gang talte sammen om fotograferingen, sagde du, at du gerne ville inddrage rummet og arkitekturen. Hvorfor det?
Her hvor malerierne hænger, kan de ikke flygte – de er skabt til stedet – derfor opleves de sammen med arkitekturen. Materialet, linjerne, terrassogulvet - alt hænger sammen. I modsætning til eksempelvis Per Kirkebys loft til Den Sorte Diamant, der slet ikke behøver arkitekturen.

Her (Ved Volden) er smukt, selvom her er slidt og de nye postkasser skæmmer. Det hele er oprindeligt skabt med overskud. Ordentlige træsorter, kugledørhåndtag – alt er lavet med overskud. Her er rene linjer overalt – med smukke buer. Man har ikke valgt den nemme (eller billige) vej. Her er tænkt over det hele - selv over lysindfaldene.

Du har allerede sagt at malerierne ikke passer ind i arkitekturen. Kan du uddybe det?
Nogle steder spiller rummet mere MED end andre steder. Rummet fungerer egentlig mere som en kontrast til malerierne. Malerierne går imod rummet og trodser dem. Og fordi malerierne hænger her, bliver de set. Men det er et ’envejssyn’, og mange beboere har tilsyneladende slet ikke lagt bemærket malerierne (Også fotografen er blevet spurgt af beboere, om hun er i færd med at skabe nye malerier til opgangene) – og dermed må man konstatere, at rummet modarbejder billederne.

Det er synligt at malerier og rum er fra samme tid (periode) – for de er præget af den samme enkelthed. Men samtidig er der en spænding – det er som om der foregår en kamp mellem arkitekturen og billedkunsten. Som om de trækker i hver sin retning, samtidig med at de passer rigtig godt sammen. I tidernes morgen (da de blev skabt i 1938/39) var de en stor provokation. Og nu ligger de (arkitektur og billedkunst) sammen som i flødeskum – de er med tiden vokset sammen.

Har du gjort dig tanker om belysningen?
Ja, jeg vil fremhæve det lys, der er i malerierne – jeg belyser dem derfor mere. Jeg vil vise billederne klart og rent, undgå refleksioner, gengive farverne rigtigt og vise billederne i deres helhed, således at man også kan fornemme strøgene.

Malerierne hænger de fleste steder i mørke, og jeg forsøger at skabe et naturligt lys for dem. Men det er svære lysforhold. De er jo ikke placeret udenfor, så det naturlige lys bliver naturligvis kunstigt. I dette lys er det svært at læse dem optimalt. Jeg kaster lyset op mod loftet, således at det spreder sig blødt i hele rummet.

Har det kunne lade sig gøre, som du først forestillede dig det?
Ja og nej. Ja, det kunne lade sig gøre, fordi grundideen med naturligt rent lys holder. Her er ikke behov for dramatik. Og nej, det kunne ikke helt lade sig gøre, fordi der skal ekstra lys til. Opgangene er nemlig fyldt med hjørner og indhak og alternative lyskilder. Det var nemmest i de opgange, hvor den store lyskilde – hoveddøren - er placeret lige foran malerierne (opgang 6, 7, 8).

Du har som en af de få – måske den eneste – fotograferet malerierne med og uden glas. Kan du beskrive hvordan det er?
Med glas for kommer der refleksioner og spejlinger. Det er MEGET lettere uden glas. Det bliver simpelthen et andet projekt med glas. Og det kan man også se nu hvor glasset er på igen i flere opgange.

Under vejs spurgte jeg dig om du havde et favoritmaleri, og du svarede: Ja, dét jeg tager billeder af netop nu. Nu hvor fotograferingen er overstået, har dette så ændret sig? Er der et maleri eller en detalje af et maleri, som står særlig stærkt?
Det er simpelthen så svært at vælge ét billede ud. Men hvis du holder mig en pistol for panden, så vil jeg sige at de billeder, der hænger i opgang 4 og 13 sætter mest i gang hos mig. De er måske ikke de kunsterisk bedste, men af én eller anden grund, så rør de mig på en helt særlig måde. De har en længsel og en eventyrlyst i sig, som taler til noget i mig. Sjovt nok er det også billedet i opgang 4, som har været sværest at fotografere, fordi det hænger i mørke. Det har været lidt af en kamp og har nok også medvirket til, at jeg har fået et helt særligt forhold til det.

Læs mere om Ida Wang her

NU ER GLASSET SAT PÅ SAMTLIGE MALERIER!



Eske Jul og Thomas Persson igang i opgang 13.

Snedker Eske Jul og glarmesterlærling Thomas Persson fra Glarmester HENNING FRESE og SØN A/S har nu sat glas på de sidste malerier Ved Volden. Det drejer sig om opgang 4 og opgang 11, 12 og 13. Der er sat gummilister rundt i kanterne, glasset er forsigtigt transporteret fra bilen til maleriet, det er blevet pudset, og derefter sat op. MEN alle glas er sat midlertidigt fast, da messinglisterne, der skal indramme glasset, lige skal pudses først. Og da det drejer sig om RET mange meter messing, er det en maskine, der gør det.

Hvis man synes, at malerierne ser anderledes ud end før de blev renoveret, er dette korrekt. Nu kan man jo se detaljer, der før var skjult af tidens tand og mørke. Men også det nye glas er med til, at vi nu kan se malerierne på en helt anden måde end tidligere.

Glasset er til en vis grad refleksfrit, og derfor kan man nu - istedet for at se sig selv spejlet i maleriet - rent faktisk se både farvenuancer og penselstrøg. Man vil stadig kunne se dele af trapperummet (der hvor lysindfald udefra oplyser rummet) spejle sig i glasset.

"Glasforandringen" er tydeligst i opgang 4. Her har det altid virket som om, at maleriet er udformet specifikt til dette store trapperum. Det er det eneste maleri, hvor en del af et modernistisk arkiteturelement (trappen og det plateau kvinden står på) optræder. Maleriet ligner en bevidst fortsættelse af rummet og den bevægelse beskueren (beboerne eller den besøgende) har foretaget sig for at komme ind i opgangen.  Med spejlingen var det som om, at man selv trådte ind i maleriet ved siden af kvinden.

Nu hvor det nye glas er sat i, er man ikke længere kropsligt tilstede i maleriet - men blikket følger stadig kvinden i den lilla kjole og fuglen der flyver ude i friheden.