KUNSTFORMIDLER NAJA PEDERSENS TALE VED DEN OFFICIELLE INDVIELSE 12. MAJ 2012

NU hænger Elsa Thoresen og Vilhelm Bjerke Petersens udsmykning af Ved Volden nyrestaureret og smukt bag nyt glas, og PROJEKT Ved Voldens første etape er veloverstået. I den anledning vil jeg gerne sige noget om at blive klogere. Og om restaureringen. Og om monumentalmaleriets svære eksistensvilkår. Og om den særegne kombination af surrealisme og funktionalisme, som kan ses her.

Nu lægger vi alle mærke til dem. De tretten malerier der udgør denne udsmykning. Men i mange år har de hængt der og ikke fået opmærksomhed. De er blevet lagt i mørke, og er blevet mørke – ja, åbenbart så meget at der er beboere der har spurgt os undervejs i projektet om vi var ved at male nye malerier til opgangene.

Restaureringen har betydet at malerierne ser ud som om de var malet i går. De ser friske ud og der er dele af dem, der før var skjult, som nu er blevet synlige. Eksempler på dette er penselstrøgene der ligner fjer i himmelrummet over ørnen i opgang 1. Kvinden i træet i opgang 5, træstubben der ligner en galoche i opgang 7 og lysstrålen i skovbunden der falder under træstammen i opgang 10.  

Jeg har kendt disse malerier hele mit liv. Min mormor og morfar boede her, min mor, mostre og morbror er vokset op her og min bror, mine kusiner og fætre og jeg selv er kommet her fra vi blev født. 

Som barn forsøgte jeg at skabe en sammenhængende fortælling mellem malerierne. Men min fortælling blev forstyrret af de underlige silhuetter med mere. Jeg kan huske at jeg simpelthen ikke kunne forstå, hvorfor man ikke så den smukke prinsesse i opgang 4 forfra. Og hvorfor i alverden man skulle have den lyskegle på træets fod i opgang 5 – det er jo grimt. Og hvorfor skulle den store sommerfugl sidde midt i valmuen i opgang 9.  Disse forstyrrende elementer gjorde det smukke grimt, og punkterede hele tiden min historie. Men jeg er blevet klogere. Det er jo netop dem, der gør, at der ikke blot er tale om årstidsbilleder, men om surrealistiske malerier.

I begyndelsen af 1990erne forsøgte jeg igen at skabe en sammenhængende fortælling om udsmykningen. Jeg skrev en opgave på universitetet der bestod af to dele. Den ene del skulle være et formidlingsprodukt efter eget valg: Jeg valgte at udfærdige et udstillingsforslag. Min udstilling gik ud på at disse tretten malerier blev hængt op på Hovedbanegården. Jeg mente at det ville være deres rette element. Malerierne er store og de er komponeret til at blive set både på afstand og tæt på. Og netop fordi de er store, ville de ikke drukne i den store bygning, og de ville blive set af tusindvis af mennesker. Nogle ville haste forbi, andre ville stoppe op og se på dem. Og det er jo netop ånden i denne udsmykning. Den skal ses, den lever af at blive set på, af at vi lægger hoved på skrå og forsøger at finde mening i malerierne.

Dengang disse malerier stod færdige i 1939 har der formentlig boet ca. 600 mennesker i ejendommen Ved Volden og her har været et mylder af liv og bevægelse. Nogle beboere er gået forbi, men andre er stoppet op for at se på dem. 

Det var kunstnernes mål, at deres kunst skulle ses af mange mennesker. Man kan sige at de i en form for utilfredshed med de eksisterende kunstinstitutioner ville bringe kunsten ud til folket – ud til dér hvor folket er. Og det er i skolerne, i børneinstitutionen, i fabrikskantinen og i boligerne.

Der blev ikke nogen udstilling på Hovedbanegården – for jeg blev klogere. Malerierne kan ikke fjernes fra væggene her uden at blive ødelagt. De hører til i dette byggeri. 

Den anden del af min opgave tilbage i 1990ernes begyndelse handlede om surrealismens internationale udvikling, om den danske kunstnergruppering Linien og om det dramatiske brud mellem de surrealistiske kunstnere i Danmark Og om Vilhelm Bjerke Petersen. Hvorfor kun een kunstner, tænker I måske. Fordi jeg havde ladet mig overbevise af en overbevisende billedkunstner om at Elsa Thoresen blot havde assisteret Vilhelm Bjerke Petersen i udførelsen af malerierne. Og intet andet. Men jeg er blevet klogere. Der er en årsag til at Elsa Thoresens signatur er på ni af malerierne her. For Elsa Thoresen var ikke bare kunstnerens hustru og assistent. Hun var selv kunstner med en seks år lang uddannelse i flere lande bag sig. Og sammenligner man denne udsmykning med de senere ejendomsudsmykninger Vilhelm Bjerke Petersen udfører alene, kan man tydeligt se forskellen.

Undervejs i processen med at restaurere og afbilde malerierne er vi gang på gang stødt ind i problemet med at det er svært at komme på afstand af malerierne. De er ikke placeret som man ville placere dem på et museum med rigelig plads rundt om, så beskueren kan stå og meditere. Disse malerier er placeret i trapperum, i et funktionalistisk byggeri. Det ligger den funktionalistiske tankegang fjernt at skabe ekstra plads til kun at se på kunst. Den funktion en trappeopgang skal udfylde er at sætte folk i stand til at komme til og fra deres lejligheder.

Funktionalisme og surrealisme er på papiret et umage par. Det faktabaserede og det fantasifyldte. Men det fantastiske ved dette byggeri er, at det faktisk ikke skader malerierne. Tværtimod. Netop surrealistiske kunstnere som Vilhelm Bjerke Petersen og Elsa Thoresen udfolder nogle komplekse lege med virkelighed og fantasi i deres værker. Man kommer til tro at deres malede verden er rigtig, og at den virkelige verden indeholder mere end vi er vant til at se.

Derfor er det ikke en ulempe men en fordel at vi fysisk befinder os så tæt på kunsten. Det gør den til en del af vores verden og hverdag og ikke til en genstand for kontemplation.

Når man befinder sig så tæt på, kommer man nemt til at ridse overfladen med sin paraply. Der er heldigvis glas på, men så skal fryseren udskiftes og bæres forbi eller sofamøblementet og så videre. De nyrestaurerede malerier er en gave, og gaver er dejlige at få, de spreder glæde, men med dem følger også et ansvar. Et ansvar for at der bliver passet på gaven. Dette ansvar hviler selvfølgelig ikke kun på ejendomsselskabet eller bestyrelsen, men på alle dem der modtager gaven - nemlig jer beboere.

Sådan er det også med monumentalkunst. Ansvaret hviler på ejernes ryg. Ejer man en historisk bygning eller har man en stendysse stående på sin mark, er der alle mulige regler, der gør sig gældende. Udsmykninger som denne kan dog ikke fredes for sig. Hvis bygningen fredes, fredes malerierne med. Men så længe det ikke er tilfældet er malerierne ikke underlagt nogen som helst beskyttende lovbestemmelser. De er afhængige af jeres æstetiske sans og historiske bevidsthed og af glade givere som Erik Olesens Ejendomsselskab A/S.

Så lad mig understrege, hvor fantastisk det er, at I har fundet sammen beboere med blik for disse malerier og et ejendomsselskab med interesse for kunst og viljen til at støtte.

Med formidlingspublikationen Vilhelm Bjerke Petersen og Elsa Thoresen UDSMYKNINGER Ved Volden 1939 har jeg igen forsøgt mig med en sammenhængende fortælling om denne udsmykning. Færdig med disse to kunstnere og deres værker bliver jeg nok aldrig. Men undervejs er jeg blevet meget klogere.